Der var blevet plads i programmet til et par golfrunder, men ellers blev der arbejdet intenst med indslag, som deltagerne kunne bruge direkte i deres daglige klubarbejde efter hjemkomsten. (FOTO: SUSANNE JÖNSSON MED FLERE)

GAF-tur styrkede netværk og faglig sparring

Lørdag 21. februar drog 11 GAF-medlemmer til Marbella for at netværke, spille golf og ikke mindst bruge nogle givtige timer på at drøfte fagligt indhold.

Turen blev fantastisk. Der blev snakket om et utal af emner og temaer på tværs af klubberne, og samtidig skabt nye, gode venskaber. På den baggrund blev der delt erfaringer og skabt tryghed for fremover at kunne kontakte hinanden for værdifuld sparring.

Snakken gik lystigt alle dage, og ikke mindst under golfrunderne, hvor flere af os momentvis måtte bukke under og vise vores sande jeg.

Jo, man kan blive vred under en god runde – eller måske bare en smule irriteret… Men med 22 grader og høj sol fra en skyfri himmel, godmodigt drilleri og opmuntrende kommentarer, så var der hurtigt smil på læberne igen.

Fordele og ulemper
Turens gennemgående faglige indlæg, Trackman Range, stod Kalle Brink og Niklas Draaby Olsen fra Trackman for, og det var både interessant og lærerigt. Som supplement til deres introduktion til Trackman Range, havde vi også et par sessioner med svenske Peter Gustafson, som driver PG Academy på flere baner i Sydspanien.

Fælles for disse baner er at de enten har Trackman Range eller TOPTRACER. Han kunne derfor bidrage med gode og ikke mindst knap så gode erfaringer med begge teknologier.

Afslutningsvist gav Kalle og Nicklas en praktisk gennemgang af Trackman Range, så vi alle fik en godt indblik i de muligheder teknologien giver.

Overvejelser før køb
I forlængelse af gennemgangen præsenterede Jesper Wedersøe fra Roskilde GK, sit oplæg til bestyrelsen for køb af Trackman Range.

Oplægget bestod af alle aspekter fra de indledende tanker, de økonomiske overvejelser, argumenter for/imod, og endelig, hvordan man bedst muligt griber en installation an. Et oplæg man helt sikkert kan finde inspiration i, så kontakt Jesper hvis du vil vide mere.

Sidste dag afholdt vi et internt erfa-møde inden afrejsen fra hotellet. Her fik vi fik vendt de emner, som på forhånd var meldt ind til vores fantastiske rejsearrangører, Susanne Jönsson og Morten Møller fra Smørum og Keld Lynge fra Furesø.

Barrierebrydende
Snakken gik endnu en gang, og vi fik igen værdifulde perspektiver på de ting vi alle på tværs af klubber og geografi kæmper med i hverdagen. Endelig må vi bare erkende, at den valgte form for sam- og nærvær fuldstændig nedbrød barrierer på tværs af netop klubber og geografi.

Fra alle deltagere var der enighed om, at der bør arrangeres flere ture med fokus på både socialt samvær og ikke mindst et højt niveau i de faglige indlæg.

Så hold øje med nyhedsmail og Facebook. Måske der pludselig er nye muligheder for at komme afsted.

 

Humøret var højt hos deltagerne, der var med i Marbella…